Brandfarligt tagpap på Navitas

Tagpapbranchens Oplysningsråd har foretaget en uvildig undersøgelse af tagpap på Navitas, som viser, at det er brandfarligt og dermed udgør en sikkerhedsrisiko.

28.10.2015 | Vibeke Korsholm Hansen

Ejerforeningen på Navitas har derfor med det samme indsat brandvagt på syvende etage, som overvåger taget døgnet rundt.

”Vi skal have fuld sikkerhed for, at der ikke kan opstå brand. Vi gør det, der skal til, og alt andet ville være uansvarligt,” siger Anders Hanberg Sørensen, formand for ejerforeningen Navitas og rektor for Aarhus Maskinmesterskole.

I de kommende dage har ejerforeningen dialog med forskellige eksperter om, hvordan brandrisikoen bedst muligt håndteres.

Tagpap lever ikke op til lovkrav
Undersøgelsen af tagpappet blev gennemført i august måned i forbindelse med en retssag, hvor det firma, som udførte arbejdet med at lægge tagpap på Navitas, var involveret.

Torsdag den 29-10-2015 blev formanden for ejerforeningen Navitas informeret om undersøgelsens skønsrapport, som påpeger, at det anvendte tagpap på Navitas ikke lever op til de lovmæssige krav om brandhæmmende funktioner i byggematerialer.

Brandvagt døgnet rundt
På baggrund af skønsrapporten har Navitas’ ejerforening med det samme etableret ekstra brandforanstaltninger i form af en brandvagt, som løbende tilser tagkonstruktionen hele døgnet indtil, sagen er undersøgt til bunds.

I de kommende dage går ejerforeningen i detaljer med skønsrapporten med henblik på at undersøge forholdene omkring klassificeringen af det anvendte tagpap.

De brandtekniske myndigheder har tidligere gennemgået bygningens konstruktion og brug af materialer og fandt ingen anledning til at påpege øget sikkerhedsrisiko.

Med venlig hilsen
Navitas safety

Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet, Medarbejdere
89974 / i31